Lorem ipsum dolor

- Vi skal være hele byens forsamlingshus

Chefredaktør Jesper Gisli vil have Hovedstadens Mediehus til at spille en aktivistisk rolle i at skabe lokalpatriotisk begejstring og fællesskaber i hovedstaden, og så skal antallet af digitale brugere fordobles og læsertallet på print øges med 20 procent inden udgangen af 2022.

Af Trine Gauholm

Aug 17

København: På chefredaktør Jesper Gislis skrivebord står et billede, som hver dag minder ham om, hvor Hovedstadens Mediehus skal hen. Billedet er taget på Valby Langgade i 1940'erne og forestiller en bygning, der foruden Valby Bladets redaktion også huser trykkeri, salg af lotterisedler, rejseselskab og Valby Bladets egen kiosk.

- Det skal vi også i fremtiden. Vi skal måske ikke have rejsebureau og kiosk, men så skal vi noget andet. Vi skal ikke bare skrive om det, når Valbys sødeste hund er blevet kåret. Vi skal arrangere kåringen. Og vi skal ikke bare skrive om lokaldebatten. Vi skal skabe rammen om den. Vi skal skabe rammer, der går langt ud over, hvad man traditionelt forventer af en avis. Min vision er, at vi skal samle hele byen og være byens forsamlingshus, siger han.

Hovedstadens Mediehus består af 10 forskellige titler, der foruden hver sit website også udkommer på print en gang om ugen. Derudover er der en månedlig udgave af Erhverv+ og fællessitet KøbenhavnLIV, som giver en samlet indgang til alle historierne fra de respektive bydelssites. Jesper Gisli kom til som chefredaktør i august 2019 med en ambition om at skabe lokalpatriotisk begejstring og fællesskaber under nøgleordet liv.

- Vi har givet journalistikken en lidt mere feminin kant med fokus på fællesskaber, begejstring, inddragelse, altruisme, empati og lokalpatriotisk tilgang og gik ud med budskaber som "Yes, we can", "Kom så, Valby" og "Vi holder med hinanden her" i stedet for at fokusere på konflikthistorier og politiske skænderier, fortæller han.

Ambitiøs vækstplan

Sideløbende har det hele tiden været planen at omdøbe alle printaviserne til bydelens navn efterfulgt af ordet Liv, og den vision købte Jysk Fynske Medier ind på, da koncernen i foråret 2020 overtog Hovedstadens Mediehus fra North Media.

Projektet er imidlertid blevet udsat på grund af corona, men hovedlinjerne ligger fast, og en ny vækststrategi og en markedsførings- og brandingkampagne er lagt til rette, så de 10 titler kan blive relanceret med et brag i løbet af foråret 2021.

Det indebærer blandt andet, at forsiderne fremover bliver mere magasinagtige, og at der bliver investeret i at øge københavnernes kendskab til de 10 titler.

Hovedstadens Mediehus relancerer i løbet af foråret 2021 alle mediehusets printaviser. Det gælder både i forhold til indhold og i forhold til forsiderne, der bliver mere magasinagtige. Foto: Simon Reenberg

- Vi har omkring en kvart million brugere på vores sites om måneden. Det tal skal fordobles inden udgangen af 2022. I den periode skal vi også øge vores læsertal på print med 20 procent. Derudover skal vi inddrage brugerne, og vi har ansat en journalist til at koordinere og sætte events i søen, så vi i alle 10 områder laver events hver måned. Det kan være lige fra at tage sin nabo under armen og mødes med andre over en grillpølse eller over en øl til større Byens Bedste-arrangementer. Det er vigtigt for os at bringe folk sammen i fællesskaber, siger Jesper Gisli.

Behov for fællesskaber

Han har tidligere arbejdet for Lørdagsavisen i Køge, Ugeposten i Gribskov og lavet lokalaviser for Politikens Lokalaviser. Desuden har han haft sit eget lokalmedie på Nørrebro, og der er forskel på at lave lokalmedier i små lokalsamfund i provinsen og i Storkøbenhavn.

- I hovedstaden er der et enormt gennemtræk af mennesker. Når det er hurtigt ind og hurtigt ud af et område, når man ikke at blive lokalpatriotisk. Der er vi bagud på point, men samtidig er der også rigtigt mange mennesker, der bevidst vælger at bosætte sig i København med deres børn og være hovedstadsfamilie, og de har et stort behov for at søge nogle fællesskaber og være lokalpatriotiske. Når man går i Kvickly i Helsinge, hvor jeg også har lavet ugeavis, ved man nogenlunde, hvem man møder. I København er man mere anonym, men københavnerne er til gengæld mere aktive i at søge fællesskaberne, for det sker ikke af sig selv. Den gruppe af københavnere appellerer vi til, og den er også stor, siger Jesper Gisli.

Han oplever, at det er de helt nære lokalnyheder, der er klart størst interesse for blandt brugerne af Hovedstadens Mediehus' 10 titler. De kommer ikke på de respektive nyhedssites for at læse om en ny skole, der skal åbne om tre år. De vil vide, hvad der sker i Rantzausgade på tirsdag. Jo mere banalt, jo mere hverdag, jo bedre.

"Hovedstadens Mediehus skal være det medie, der vender bøtten for lokale nyhedsmedier både digitalt og på print. Jeg har ikke en ambition om, at faldet på papiraviser skal være mere blødt. Det skal være fedt at læse papiravis igen, og vi skal stige."
Jesper Gisli, chefredaktør Hovedstadens Mediehus

Det har brugen af jourfeedback og data slået endnu tydeligere fast for Jesper Gisli og medarbejderne i Hovedstadens Mediehus, selv om det nu ikke overrasker chefredaktøren, der kalder Jysk Fynske Medier en velsmurt mediemaskine.

- Der er fuldstændig styr på tingene, og vi har fuldstændigt samme mål og visioner. Vi bruger måske nogle forskellige ord. Jeg siger begejstring og fællesskaber. Andre bruger andre ord, men vi mener det samme, og det har været en fornøjelse at blive en del af så stor en mediemaskine, siger han.

Betalingsmodel på vej

Med satsningen på nye, ultralokale medier med en digital abonnementsmodel i blandt andet hovedstadsområdet får Hovedstadens Mediehus i løbet af de kommende måneder tilført yderligere redaktionelle kræfter, og samtidig skal der indføres en hængelås-model, så noget af indholdet på de 10 lokale sites fremover kommer til at koste penge.

- Der er et kæmpe potentiale i København. Kendskabsgraden til vores medier er for lille, vores læsertal er for små, og de digitale tal er alt for små. Det er udgangspunktet, men det er der også en grund til, fordi de lokale medier i flere år ikke har været i sync med brugerne og læserne. Københavnerne har ikke betalt for lokale nyheder i 50 år, og vi kender ikke denne generations købemønstre på lokale nyheder, for vi har ikke prøvet det før. Derfor er det ikke noget, man bare lige gør, men jeg vil lykkes med det her. Hovedstadens Mediehus skal være det medie, der vender bøtten for lokale nyhedsmedier både digitalt og på print. Jeg har ikke en ambition om, at faldet på papiraviser skal være mere blødt. Det skal være fedt at læse papiravis igen, og vi skal også stige på papir-læsertal, understreger Jesper Gisli.

Om Hovedstadens Mediehus
  • Hovedstadens Mediehus har 10 lokale nyhedssites og 10 lokale printaviser, der udkommer en gang om ugen.
  • Dertil kommer fællessitet Københavnliv.dk, der samler alle historierne fra de respektive lokalområder, og en månedlig udgave af Erhverv+ Storkøbenhavn.
  • Alle titler er samlet i Codanhus på Østerbro og bliver relanceret i foråret 2021, så hver titel bliver bydelsnavnet efterfulgt af ordet LIV. Samtidig bliver der satset endnu mere tværmedialt med Facebook-konkurrencer og yderligere fokus på Instagram, hvor anbefalingsuniverset Byens Bedste Liv allerede er populært. Samtidig skal der være mere klap-på-skuldrene-stof under den overordnede ambition om at tale områder op og skabe fællesskab og begejstring lokalt.
  • Målet er, at Hovedstadens Mediehus fordobler antallet af digitale brugere og øger læsertallet på print med 20 procent inden udgangen af 2022.

Markedsandele: Siden Jysk Fynske Medier den 1. maj 2020 overtog Hovedstadens Mediehus, har der været et stort kommercielt fokus på at øge den digitale annonceomsætning, og udviklingen har overrasket kommerciel chef Allan Foss positivt.

Allerede nogle få måneder inde i 2021 er det nemlig lykkedes at øge den digitale omsætning så markant, at han forventer, at 15-17 procent af omsætningen vil være digital, inden året er omme.

- Det er gået utroligt hurtigt, og det er der, vi skal sætte ind, siger han.

Hovedstadens forretnings- og handelsliv giver naturligvis et stort kommercielt marked, men udfordringen har været også at få gang i den digitale transformation.

Flere produkter på vej

- Vi overtog et mediehus, som primært var kendt for sine stærke printprodukter, og det er en lang rejse at flytte sig fra stort set udelukkende at være analoge til at tage en del af det digitale marked og også omstille medarbejderne til at blive digitale i deres mindset og komme ud at præsentere et digitalt produkt for kunderne. Men jeg må sige, at det er gået enormt stærkt i forhold til at få indfriet forventningerne i forhold til det digitale potentiale og få hentet omsætning ind. Medierådgiverne har været exceptionelle i forhold til få indsigt i og forståelse af de digitale potentialer, som ligger hos deres kunder, siger Allan Foss.

Han ser store perspektiver i overtagelsen af Hovedstadens Mediehus.

- Vi har flere produkter i pipelinen, som gør, at vi fremover kommer til at markere os langt stærkere, end vi gør i øjeblikket. Vi omsætter allerede for et forholdsvist stort millionbeløb på den del af vores forretning, og dertil kommer 15-17 procent, som vi kan lægge oveni i form af digital værdi, men mest af alt styrker Hovedstadens Mediehus vores generelle position i København. Det tegner godt for fremtiden, for det betyder, at vi kan tage markedsandele på øvrige områder end dem, vi koncentrerer os om i dag, siger Allan Foss.