Lorem ipsum dolor

Linkbuilding skal sikre Jysk Fynske Medier millionomsætning

Annoncørbetalt indhold på Jysk Fynske Mediers websites gør kunderne mere synlige i Googles søgeresultater og skal sikre koncernen en omsætning på 13,5 millioner kroner i 2021.

Af Trine Grauholm

Aug 17

Foto: Colourbox

Placering: 1600 artikler. Så mange bliver der på tværs af Jysk Fynske Mediers forskellige domæner rundt regnet publiceret dagligt. Den enorme mængde indhold kombineret med mange besøgende gør koncernens websites til et attraktivt sted at blive nævnt for virksomheder, som vil sikre sig en stærk tilstedeværelse online.

Vil Biltema for eksempel gerne ligge højt i søgeresultatet, når en forbruger søger på bilbatterier, er det en fordel at blive nævnt i den sammenhæng på troværdige nyhedssites for at blive synliggjort i Googles søgeresultater, og ved at lægge annoncørbetalt indhold på de forskellige domæner kan Jysk Fynske Medier derfor skabe en forretning gennem linkbuilding.

- Hvis vi sammenligner økonomien i linkbuilding med sidste år, er den allerede fire gange så høj til trods for, at vi knap havde stiftet bekendtskab med corona i årets første måneder sidste år. Vi forventer, at vi i 2021 rammer en omsætning på 13,5 millioner kroner, siger Jonas Steen, der er Head of Digital Development hos Gul og Gratis.

En simplere metode

På alle Jysk Fynske Medier nyhedssites kan man i brugermenuen vælge "annoncørbetalt indhold". Det er der ganske få, der gør. I årets første måneder har indholdet blot haft omkring 200 sidevisninger, men det er heller ikke mennesker, men robotter, der skal opdage artiklerne.

Vi læser korrektur på indholdet, men vi har minimal berøring med det og skal stort set bare trykke publicér.
Jonas Steen, Head og Digital Development hos Gul & Gratis

Derfor kan Jysk Fynske Medier tjene penge på, at kunderne via en placering på koncernens sites opnår højere ratings i Googles søgemaskiner med indhold, de som regel selv har fået skrevet eller har betalt Jysk Fynske Medier for at lave til dem.

- Tidligere havde vi et eksternt bureau til at stå for processen, som var forholdsvis tung rent administrativt, men de tog også en del penge for det. Derfor satte vi os for at forsimple processen, og vi har bygget en hjemmeside, hvor kunderne kan logge ind og bestille en placering hos os. Derfra bliver indholdet sendt direkte til publicering, så vi slipper for at kopiere det ind i systemet manuelt. Vi læser korrektur på indholdet, men vi har minimal berøring med det og skal stort set bare trykke publicér, forklarer Jonas Steen.

Linkbuilding henvender sig til typisk til større virksomheder med et stort fokus på online-tilstedeværelse.

- Du kan godt få en god placering på "tømrermester" og "Ringe" uden at arbejde med linkbuilding, men du kan ikke få en god placering på mere generiske søgeord som hårde hvidevarer eller bilreservedele, medmindre du arbejder med linkbuilding, for Google har en formodning om, at dem, der har mange links til deres hjemmeside, også må have styr på deres forretning, forklarer Jonas Steen.

Det nye site til linkbuilding gik i luften ved årsskiftet 2020/2021.