Lorem ipsum dolor

Initiativer i prisbelønnet kampagne er lige til at kopiere

Kampagnen "Faaborg hjælper Faaborg" blev både et imagemæssigt boost for Jysk Fynske Medier, et skoleeksempel på samarbejde mellem normale konkurrenter og en prisbelønnet kampagne, der blev hædret med Aktivistprisen på Ugeavisernes Efterårsseminar.

Af Trine Grauholm

Aug 17

FAABORG: Når krisen rammer, skal de lokale medier ikke blot beskrive den, men spille en aktivistisk rolle og bidrage til løsningen af den.

Det er tankegangen bag kampagnen "Faaborg Hjælper Faaborg", som blev skudt i gang under coronakrisens første nedlukning i marts 2020, og som i november samme år blev hædret med Aktivistprisen på Ugeavisernes Efterårsseminar arrangeret af Danske Medier.

- Som lokalt medie ser vi det som vores opgave at være holdepunkt i en svær tid, hvor vi ikke blot beskriver det lokale liv, men hjælper med at gøre det bedre. Også under svære vilkår, siger Maria Retoft Pedersen, der er journalistisk tovholder på Ugeavisen Faaborg og projektleder på kampagnen, som involverede alle medarbejdere hos Jysk Fynske Medier i Faaborg.

Den drivende kraft i kam-pagnen var salg af T-shirts med logoet "Faaborg hjælper Faaborg". Derudover blev byens kørelærere engageret til at levere et måltid mad og en gavekurv med lækkerier sponsoreret af lokale erhvervsdrivende ud til de faste brugere af værestedet Havnestuen i Faaborg, der ligesom det meste andet var lukket ned i marts 2020.

Faaborg hjælper Faaborg: Kampagnen er blevet til i samarbejde mellem Faaborgs to konkurrerende mediehuse. Her er det Maria Retoft Pedersen fra Ugeavisen Faaborg og Henrik Poulsen, direktør hos Det Rigtige Faaborg. Foto: Henrik Poulsen

Der blev arrangeret et Facebook-transmitteret indsamlingsshow med musik og interviews, og kampagnen fik de lokale til at bakke op om en fælles flagdag for at fejre de fællesskaber, de savnede at være en del af.

- Kampagnen kulminerede, da vi uddelte gavekort for 80.000 kroner, som kom fra salg af T-shirts og indsamlingsshowet. Gavekortene kunne bruges hos de cirka 100 lokale foreninger og butikker, der meldte sig til kampagnen, fortæller Maria Retoft Pedersen.

Resten af pengene blev brugt til musikalsk underholdning i byens gårde i samarbejde med den lokale interesseorganisation Vores Faaborg & Egn.

Samarbejde mellem konkurrenter

Kampagnen er ikke mindst bemærkelsesværdig, fordi den blev til i samarbejde mellem de to lokale mediehuse, der normalt er konkurrenter. Mens Jysk Fynske Medier udgiver Ugeavisen Faaborg, udgiver "Det rigtige Faaborg" et månedsmagasin og driver en lokal radiostation.

- Kampagnen er ikke alene vores fortjeneste, men den blev forhåbentlig et skoleeksempel på, at vi var i stand til at sætte konkurrencehensyn på standby for en større sag - selv på et tidspunkt, hvor begge de lokale mediehuse var stærkt presset af svigtende omsætning, siger Maria Retoft Pedersen.

Hun oplevede, at kampagnen blev et imagemæssigt boost for Jysk Fynske Medier. Blandt andet fordi både redaktionelle og kommercielle medarbejdere kom ud og mødte læserne og brugerne i forbindelse med de udadvendte aktiviteter for eksempel i forbindelse med uddelingen af gavekort.

"Faktisk har det vist sig, at utroligt meget har kunnet lade sig gøre, uden at vi skal trække penge op af lommen og med en ganske minimal arbejdsindsats. Kampagnen fra foråret har sat så store spor, at erhvervsdrivende og læsere selv er kommet med præmier og idéer til initiativer."
Maria Retoft Pedersen, journalistisk tovholder på Ugeavisen Faaborg

Efter at have ligget i dvale hen over sommeren, blev kampagnen vakt til live igen i begyndelsen af 2021. Denne gang ikke for at tjene penge ind, men for at være med til at holde humøret oppe i en svær tid, hvor coronakrisen fortsat præger vores hverdag meget.

De seneste måneder har "Faaborg hjælper Faaborg" blandt andet arrangeret en skattejagt rundt gennem byen i vinterferien og uddelt slikposer til børn i flotte kostumer. Årets hidtil koldeste morgen blev brugt på at dele blomster ud til morgentrafikanterne sammen med byens blomsterhandlere, og så har kampagnen sørget for, at 4. klasse på Enghaveskolen skrev breve til de ældre på Steensvang Plejehjem, at hjemsendte gymnasieelever er blevet overrasket med brunsviger på deres privatadresser, og at der blev afholdt en digital ønskekoncert med et lokalt orkester.

- Faktisk har det vist sig, at utroligt meget har kunnet lade sig gøre, uden at vi skal trække penge op af lommen og med en ganske minimal arbejdsindsats. Kampagnen fra foråret har sat så store spor, at erhvervsdrivende og læsere selv er kommet med præmier og idéer til initiativer, og mange af initiativerne er lige til at kopiere og få op at stå andre steder, siger Maria Retoft Pedersen.

Jysk Fynske Mediers ugeaviser

  • Jysk Fynske Medier udgiver i alt 62 ugeaviser med et samlet oplag på 900.000.
  • Der er budgetteret med en omsætning på ugeaviserne på 310 millioner kroner i 2021.
  • Ugeaviserne skal overordnet klæde læserne på til at få det bedst mulige ud af livet lokalt den kommende uge. Det betyder, at de både har et opsamlende format, en redaktionel satsning på et emne, der bliver foldet ud hver uge, og en række eksterne skribenter fra lokalområdet, så læserne får oplevelsen af, at de selv, deres nabo, chef eller foreningsformand også kan komme til orde.
  • Målgruppen er primært kvinder i 30'erne og 40'erne samt børnefamilier, og der er fokus på journalistiske og aktivistiske kampagner og indsatser.