For læserens skyld?

Hvem fanden gider at læse sådan noget bras!

Som 25-årig er man ikke overbebyrdet af tvivlens nådegave, og her står jeg som journalistpraktikant og har fået nok. Endnu engang har pensionistforeningen været på busudflugt, mens de end nu engang har nydt den dejlige udsigt sammen med madkurven. Og det er så mig, der skal oplyse Dagbladet Ringkøbing-Skjerns læsere om støttestrømpehærens erobring af det danske sommerland…

Min redaktør og læremester, som jeg i øvrigt skylder alt i denne verden i dyb taknemmelighed, kigger over sine briller. Det gør vores læsere, siger han roligt. Fra den dag husker jeg, at vi altid er der for læserens skyld.

Man kan ikke sammenligne Dagbladet anno 2007 med anno 2021. Dengang var det vitterligt Dagbladets fornemste opgave at holde sine læsere orienteret om stort og især småt, for Facebook var ikke rigtig nået ud og opsluge småtterierne. Det var niveauet over gudsbespottelser hvis Dagbladet ikke dukkede op. Jeg ved ikke, hvor mange emneuger, skolekomedier og modeshows – nej, det var IKKE Parisermoden - som jeg har brugt min tid på. Vi kunne jo være så heldige, at forældre, bedsteforældre og grandtanter klippede det ud til scrapbogen. Men sommetider stillede jeg det kætterske spørgsmål bag slukket lys og nedrullede gardiner: Hvem gider at læse om en forældredag i en børnehave? Med tiden blev der færre hænder til tastaturer og kameraer, og uanset hvor meget man prøvede at nå rundt, var der altid læsere, der kritiserede alt det, vi IKKE havde deltaget i, efterfulgt af en trussel om at næste gang overvejede de at sige avisen fra, for der stod virkelig ingenting i den længere. Skulle nogen være tvivl, så er det uudholdeligt altid at få den stukket i hovedet.

Så kom jourfeedback og en stribe af potentielle konflikter mellem chef og undertegnede, især når der næppe findes en medarbejder i koncernen, som hader excel-ark og måltal mere, end jeg gør. I min verden er møder som udgangspunkt spild af tid, og at Jysk Fynske Medier spilder alt for meget tid på møder, men trods alt har jeg fået lidt ud af det månedlige spild af en halv time.

Paradoksalt nok hjælper jourfeedback med at prioritere benhårdt og stille sig selv spørgsmålet: Hvem gider at læse det her? Ville du virkelig betale for det?

Efter 14 år og mange forsøg synes jeg, vi har fået en netstrategi, der virker. Det taler til håndværkeren i mig, når vi finder ud af små knapper og justerer på dem. Hvis folk vidste, hvad en rubrik kan gøre til forskel! Og paradoksalt nok hjælper jourfeedback med at prioritere benhårdt og stille sig selv spørgsmålet: Hvem gider at læse det her? Ville du virkelig betale for det?

Faktisk er der blevet langt mellem de læsere, der mener at der aldrig står noget i avisen. I dag tænker vi heller ikke på at fylde sider, som vi gjorde dengang. Det giver en helt anden ro og mulighed for at koncentrere sig om det vigtigste. Hvilken kromand ville i øvrigt lave store portioner hver dag, som bare skulle direkte i skraldespanden?

Dog er jeg stødt på en, der ville, at vi skulle gøre noget mere som i gamle dage med at lave referater fra møder, og han nægtede at købe mine argumenter om, hvorfor vi ikke gjorde det længere. Gad vide hvornår fru generaldirektøren i DR får et seerønske om, at Statsradiofonien igen skal sende i sort-hvid, og at Erling Bundgaard skal tilbage som vært i Lørdagshjørnet?

Som medie handler det om at være til stede i den tid, der er vores. Ikke den tid, der var for 40 år siden.

Og nej, jeg er stadigvæk slet ikke begejstret for at sidde en halv time hver måned og gennemgå min produktion, men jeg ville også være led ved at bruge arbejdstid på noget, som læserne i virkeligheden bare bladrer forbi.

For det er jo vores læsere, det handler om, uanset om det var i 2007, eller det er i morgen.