Lorem ipsum dolor

Da Helsingør fik sin egen søndagsavis

Helsingør var under den første coronanedlukning i 2020 tæt på at miste sit dagblad. Jysk Fynske Medier reddede i sidste øjeblik dagbladet fra lukning og har siden investeret massivt i at udvikle bladet. Chefredaktør Peter Hagmund fortæller her om mediehusets redning og udvikling.

Af Peter Hagmund

Aug 17

Helsingør Dagblad arbejder konsekvent med at inddrage læserne og brugerne i planlægningen af dagbladets store journalistiske kampagner. Her er journalist Kirsten Moth moderator ved et møde med læsere og handlende forud for en stor kampagne om Helsingørs handelsliv.

Medier: Det var en nedslående besked, som medieselskabet North Media udsendte i foråret 2020: Enten ville det i løbet af fire uger lykkes at finde en køber til Helsingør Dagblad. Eller også ville dagbladet blive lukket.

Den direkte årsag var coronapandemien og den deraf følgende annoncenedgang, der havde udhulet den i forvejen vaklende økonomi under dagbladet.

Nu stod dagbladet over for at lukke. Et dagblad, der i mere end 152 år havde fortalt store og små nyheder fra Helsingør, Espergærde, Hornbæk og en lang række andre bysamfund i det nordsjællandske. Tusindvis af abonnenter ville miste deres daglige avis. Titusindvis af borgere ville komme til at stå uden kontinuerlig nyhedsdækning.

Chefredaktør Peter Hagmund og en række medarbejdere gik på gaden for at tale med læsere og brugere om dagbladets nye søndagsavis, der udkom første gang i september.

Det kunne vi ikke sidde stille og se på. Det er en helt central del af Jysk Fynske Mediers dna, at vi vil styrke demokratiet og sammenhængskraften rundt om i medielandskabet. Derfor kunne vi ikke leve med, at en hel by ville miste sit dagblad.

Massiv investering

Derfor overtog Jysk Fynske Medier dagbladet fra 1. maj 2020. Siden da har landets næststørste privatejede mediekoncern investeret massivt i at udvikle det gamle dagblad i byen ved Øresund, og samtidig er der blevet skabt et sikkert økonomisk fundament under dagbladet.

En række af dagbladets funktioner er blevet lagt sammen med Jysk Fynske Mediers eksisterende organisation for at skabe mere effektive og gnidningsfri arbejdsgange. Eksempelvis blev dagbladets kundeservice lagt sammen med kundeservice i Odense, mens styringen af dagbladets hjemmeside blev overført til livecentret i Horsens. Ligeledes blev sideredigeringen af det trykte dagblad og af den lokale ugeavis, Lokalavisen Nordsjælland, flyttet til printcentralen i Esbjerg. Også trykningen af dagbladet blev flyttet fra det eksisterende trykkeri til trykkeriet i Odense.

Det er en helt central del af Jysk Fynske Mediers dna, at vi vil styrke demokratiet og sammenhængskraften rundt om i medielandskabet. Derfor kunne vi ikke leve med, at en hel by ville miste sit dagblad.

Læserne og abonnenterne blev fra start inddraget i processen med at udvikle dagbladet.

Vi spurgte allerede meget tidligt i processen vores kunder, hvad de havde brug for. En kundeanalyse viste f.eks., at der var en overvældende interesse for at få en søndagsavis og at få styrket en række andre områder af dagbladet, og derfor gik vi i gang med at forberede en søndagsavis.

Derfor blev Helsingør Dagblad allerede i begyndelsen af september et 365-dagblad. Samtidig fik læserne tilføjet Avisen Danmark, magasinerne Rejser og Livsstil samt Gul&Gratis til abonnementet.

En stor omvæltning

Det har været en stor omvæltning for nogle af vores kunder. Før fik abonnenterne avis seks dage om ugen, medmindre det var helligdage, for så fik de ikke nogen. Og pludselig fik de 17 avissektioner ind ad brevsprækken om ugen: syv udgaver af Helsingør Dagblad, syv udgaver af Avisen Danmark og oven i hatten både Rejser, Livsstil og Gul&Gratis. Heldigvis har kunderne taget godt imod den kraftige udvidelse af dagbladet, og chefredaktøren var sammen med en række medarbejdere ude på gader og stræder for at reklamere for søndagsavisen og for at tale med kunderne.

Læserinddragelse har været et fast element i udviklingen af Helsingør Dagblad. Eksempelvis inddrages læsere og nøglekilder altid, når dagbladet planlægger sine årlige fire store journalistiske kampagner.

Det gør vi, fordi vi gerne vil tune vores journalistik, så den i endnu højere grad afspejler de emner og vinkler, som optager læserne. Vores brugere er kompetente læsere af dagbladet, og det vil vi gerne drage fordel af.

Helsingør Dagblad er i disse måneder ved at gennemgå en digital transformation. Man arbejder nu, som i de andre dagblade i koncernen, efter en web first-strategi, hvilket allerede har givet markant stigende læsertal på helsingørdagblad.dk. I dagbladets kommercielle afdeling har man også øget trykket på det digitale salg.

Udviklingen af Helsingør Dagblad er langtfra slut. Forude venter blandt andet fotokurser for redaktionens journalister, ligesom den kommende videohub også bliver et arbejdsfelt. Desuden er der overvejelser om at udvikle en lokal udgave af Erhverv+. Og så er der alt det, der ikke kan forudsiges endnu.

Noget af det lykkelige ved at være i dagbladsbranchen er, at alting udvikler sig konstant. Så hvor dagbladet befinder sig om bare et år, kan jeg ikke sige. Det eneste, jeg kan sige med sikkerhed, er, at dagbladet ikke blot har overlevet, men lever godt og derfor også er her om et år – og om fem og 10 år.

Kirsten Moth og hendes kollegaer på Helsingør Dagblad forsøgte sig desperat med redaktionsmøder i haver hist og pist, da de under den første nedlukning af Danmark i foråret 2020 havde et stort behov for at mødes og se hinanden i øjnene.

Lige som mange andre knoklede de for at lave journalistik i en helt ny virkelighed, da de samtidig blev ramt af den pludselige mavepuster, at det 154 år gamle dagblad enten skulle sælges i en fart eller ville lukke helt.

- Det kom ret pludseligt også for mig som tillidsmand. Vi havde på de månedlige stormøder spurgt ind til økonomien, men vi havde hele tiden fået at vide, at det ikke var noget problem, fordi North Media ville investere i os. Vi har været igennem en del kriser, så vi, der har været her længe, er rutinerede i kriser og lukningstrusler, men denne her gang kunne vi alligevel godt mærke, at det var alvor - båret på vej af coronakrisen, husker Kirsten Moth.

Hun har været journalist på Helsingør Dagblad i mere end 22 år, dækker erhvervsstof, laver portrætter og serier og er i tråd med dagbladets tradition også allround-journalist.

"Som vores redaktionschef sagde forleden, så er tæppet i princippet trukket fuldstændigt væk under os, og vi er begyndt forfra. Sådan føles det. Det føles både rigtigt spændende og rart, men til tider også vildt ubehageligt, frustrerende og provokerende."
Kirsten Moth, journalist og tidligere tillidsrepræsentant på Helsingør Dagblad.

De efterfølgende uger blev hun både rørt af og glad for den store lokale opbakning, som blandt andet kom til udtryk ved, at en gruppe lokale erhvervsfolk en overgang prøvede at stykke en redningsaktion sammen. Helt overbeviste om projektets holdbarhed var hun og kollegaerne dog ikke, og stemningen var derfor euforisk, da hun den 20. april 2020 fik den nyhed, fagbladet Journalisten senere kaldte ”en lykkelig bombe”.

En stor muskel

Glæden ved at være blevet en del af Jysk Fynske Medier er der stadig.

Det gælder, når hun mærker den muskel, der på tværs af landet giver hende mulighed for at bestille en grafik og have den to timer senere. Sparre med andre tillidsrepræsentanter om områder, hun ellers har siddet alene med i mange år. Eller bare mærke den venlige tone og imødekommenhed fra kollegaer vest for Storebælt, som hun flere gange nævner.

Andet har krævet mere tilvænning.

- Som vores redaktionschef sagde forleden, så er tæppet i princippet trukket fuldstændigt væk under os, og vi er begyndt forfra. Sådan føles det. Det føles både rigtigt spændende og rart, men til tider også vildt ubehageligt, frustrerende og provokerende. Det har været en stor mundfuld for os at blive en del af en for os stor koncern, fordi vi har været vant til, at der ikke var langt fra tanke til handling. Det kan der godt være nu, siger Kirsten Moth.

Med en redaktion på 13 journalister, som inden coronakrisen stort set alle sad i samme lokale, var den interne kommunikation tæt og muligheden for at sadle om i en fart stor. Derfor har Kirsten Moth og hendes kollegaer været vant til at have stor indflydelse på, hvordan tingene kom til at se ud, hvad de skulle lave, og hvordan avisen skulle prioriteres.

- Jeg synes egentlig godt, jeg kan tillade mig at sige, at det har været smertefuldt at miste lidt af vores ejerskab til Helsingør Dagblad, fordi der opstod en helt anden struktur og måde at arbejde på, da vi blev en del af den store koncern. Vi oplevede at miste den meget tætte indflydelse, vi har haft i et regi, der helt sikkert skulle fornyes, hvis det skulle overleve. Det hører med til historien. Men det har hjulpet, at vi har oplevet en kæmpe imødekommenhed vest for Storebælt, og det har været overvældende at mærke, hvor mange muskler vi nu står med. Det har været en vild oplevelse på den positive måde, fortæller Kirsten Moth.

Mange diskussioner

Andre forandringer har også givet anledning til mange diskussioner, bekymringer og drøftelser. Det gælder for eksempel brugen af jourfeed-back til at måle den journalistiske indsats.

- Men det har også givet anledning til en vis stolthed over, at man rent faktisk performer, for nu at bruge det sprog, siger Kirsten Moth.

Hun oplever, at Helsingør Dagblad har rykket sig rigtigt meget i det første år som en del af Jysk Fynske Medier, hvor der også lokalt har været en stor interesse for og stærke holdninger til forandringerne, der blandt andet betyder, at læsere og brugere foruden det lokale stof også får Avisen Danmark og en række magasiner og tillæg.

- Vi har været meget spændte på, hvordan Helsingør ville reagere på det. Jeg er selv fra Sønderborg, men for mange helsingoranere er Jylland og Fyn sindssygt langt væk, så det har været en sjov oplevelse, at provinsen er rykket tættere på Helsingør, der ellers er mere orienteret mod København. Der er rigtigt mange kilder, der kommenterer det. Næsten alle spørger mig, hvad Jysk Fynske Medier er for en størrelse, som om det er nogle, der kommer fra Mars. Der er delte meninger, men heldigvis er der mange, der synes, det er dejligt, at Helsingør er blevet mere end bare Helsingør, siger Kirsten Moth.

For journalist Kirsten Moth fra Helsingør Dagblad har det været en vild oplevelse at mærke, hvor mange ressourcer hun og hendes kollegaer kan trække på efter Jysk Fynske Mediers overtagelse af dagbladet. Samtidig føles det som at få trukket tæppet væk under sig og begynde helt forfra. Det har både været spændende og rart, men til tider også ubehageligt, frustrerende og provokerende. Foto: Lars Johannessen