Bolivia: Da produktionschef Jan Hansen i januar 2020 rejste til Cochabamba i Andes-bjergene, blev han voldsomt overrasket over den udvikling, der var foregået, siden han nogle måneder forinden havde sat et testforsøg i gang.
"60 procent af vores annonceproduktion ligger nu i Bolivia, og vi er oppe på 80-90 procent af bannerannoncerne."
Jan Hansen, produktionschef
Jysk Fynske Mediers 15 lokale grafikere i den bolivianske storby havde i høj grad rykket sig, og udviklingen overbeviste ham om, at de ikke bare skulle producere annoncer for koncernen, men at de også havde evnerne og tilegnet sig en vis skandinavisk tankegang, så de også kunne stå for al den bannerproduktion, der ikke kræver særlige licenser.
- 60 procent af vores annonceproduktion ligger nu i Bolivia, og vi er oppe på 80-90 procent af bannerannoncerne. Målet er, at 95 procent af vores bannere skal laves i Bolivia. Vi skal ikke have nogen til at lave rugbrødsarbejde i Danmark. Det er vi for dyre til. Vi skal kun lave de highend-produkter, der skal kræses særligt meget om, siger Jan Hansen.
Prisen for et banner i Bolivia er typisk kun en syvendedel af prisen i Danmark, og ved at lægge produktionen i Sydamerika sparer Jysk Fynske Medier, hvad der ifølge Jan Hansen svarer til tre-fem års-værk. Dertil kommer fordelen ved, at Bolivia er seks-syv timer efter Danmark. Når sælgerne i Danmark lægger dagens ordrer ind sidst på eftermiddagen, kan grafikerne i Bolivia nå at producere dem, så de ligger klar til kunderne enten om aftenen dansk tid eller tidligt næste morgen.
- Vi får rigtigt meget ud af de timer, vi køber os til derovre, siger Jan Hansen.
Firstmover på området
Han er normalt i Bolivia fire-fem gange om året, selv om der både er en lokal produktionsleder og en direktør, der har været med, siden samarbejdet begyndte helt tilbage i 2005 som et Danida-projekt under Jyske Medier.
- Udfordringen er, at der er en kulturel forskel på Danmark og Bolivia. De er vant til kæft, trit og retning, og samtidig er mødetider ikke noget, de altid har taget så højtideligt. Vi skal gøre dem lidt mere skandinaviske i deres arbejdskultur, gøre dem lidt mere løsslupne i deres tankegang, så de ikke kun gør det, de får besked på, og så skal de turde tage ansvar og sende et produkt ud til kunder uden at spørge mig først, forklarer Jan Hansen, som vil have afsøgt mulighederne for at udbygge forretningen yderligere.
- Jysk Fynske Medier er så meget firstmover på det her område, at vi kan konkurrere med hele verden. Måske kan de slå os på pris i Asien. Til gengæld har vi fået implementeret en skandinavisk arbejdsmoral, og det er højtuddannede folk, så der er vi foran, understreger han.