Lorem ipsum dolor

Avisen Danmark godt fra start

Avisen Danmark lægger sig i den digitale overhalingsbane og lancerer et nyhedsbrev med både tekst og lyd. Samtidig er redaktionen blevet fordoblet, og podcastredaktionen udvider med to ugentlige aktualitets-podcast.

Af Trine Gauholm

Aug 17

Avisen Danmarks gruppe af undersøgende reportere med blandt andre Allan Spangsberg har for eksempel allerede spillet en central rolle i afsløringerne omkring planerne om at samle børnekræftbehandlingen på Rigshospitalet i København. Fotos: Birgitte Carol Heiberg
Lyt til podcast om Avisen Danmarks podcastredaktion

Profil: Det er gået stærkt på Avisen Danmark i de seneste måneder. Avisen er under forvandling fra stort set udelukkende at være en printavis til nu at have sit eget site med et nyhedsbrev på både lyd og tekst. Vi er på vej fra at være en sektion eller et indstik til at blive en selvstændig avis. Og vi har kappet forbindelsen til Berlingske og skærper profilen som den avis, der laver landsnyheder med afsæt i provinsen.

Med det nye nyhedsbrev har Avisen Danmark taget et stort skridt ind i fremtidens mediemarked. Nyhedsbrevet bliver samlet hver dag ud fra de bedste historier fra redaktionens egen produktion - plus hvad der må være af uundgåelige historier fra andre redaktioner. Målet er at klæde vores brugere på, så de får overblik over døgnets vigtigste nyheder uden at skulle bladre sig igennem tykke aviser eller følge med i rullende nyhedsbånd på traditionelle nyhedssites, hvor historierne konstant skiftes ud.

Avisen er under forvandling fra stort set udelukkende at være en printavis til nu at have sit eget site med et nyhedsbrev på både lyd og tekst. Vi er på vej fra at være en sektion eller et indstik til at blive en selvstændig avis.

I første omgang kommer Avisen Danmarks nyhedsbrev ud én gang om dagen, og når vi har taget de nødvendige armbøjninger, er det målet at lave to udgaver - eller editions - om dagen.

Til at hjælpe med den digitale oprustning låner Avisen Danmark nyansatte Andreas König fra den digitale organisation til at skubbe nyhedsbrevene i gang. Han kommer med solid erfaring fra Føljeton, hvor han var chefredaktør. Målet for Føljetons nyhedsbrev er, lidt fikst formuleret,  at give brugerne "et kviklån til den kulturelle kapital". På almindeligt dansk betyder det noget i retning af at give brugerne en smutvej til viden om, hvad der sker i nyhedstrømmen, så man kan tale med ved kantinebordet eller middagsselskabet.

Og præcis det vil vi gerne give Avisen Danmarks læsere og lyttere. Vi vil være let formidling af tungt indhold. Vi vil skære igennem nyhedsflimmeret og give overblik. Og vi vil væk fra en-kildes konfettinyheder og samle nyhedsstrømmen i forklarende journalistik og lister af typen "10 ting du skal vide om...". Det er den slags journalistik, vi vil kendes på - både digitalt, på lyd og på print.

10 nye medarbejdere

Men Andreas König er langt fra det eneste nye ansigt på Avisen Danmark. Siden september 2020 er redaktionen blevet udvidet med 10 nye medarbejdere. Udvidelsen af redaktionen er dels finansieret af de midler, der blev til frigivet, da Berlingske valgte at droppe samarbejdet med os med den begrundelse - som Berlingskes chefredaktør Tom Jensen formulerede det - at Avisen Danmark var blevet en "potentiel konkurrent". Resten af midlerne er bevilget gennem udviklingspuljen.

Den saltsvandsindsprøjtning giver ikke alene Avisen Danmark mulighed for at udfylde hullet efter Berlingske, men også at opruste på en række områder. Den undersøgende gruppe har for eksempel allerede spillet en central rolle i afsløringerne omkring planerne om at samle børnekræftbehandlingen på Rigshospitalet i København og i historien om Landbrugsstyrelsens fejludbetalinger på mere end en halv milliard kroner.

Erhvervsgruppen har slået fast, at vi nu har en kompetent medarbejder til at profilere landbrugsstoffet, og at redaktionen har fået kræfter til at tage sig af nødvendige emner som klima, energi og miljø. Kulturredaktør Anette Hyllested har etableret sig som skarp klummeskribent og anmelder. Og Avisen Danmarks position som førende på det politiske stof er blevet cementeret efter tre år med Thomas Funding som politisk redaktør. Her står redaktionen for nuværende i en lidt sårbar situation efter, at Funding har valgt at sige ja tak til jobbet som nyhedschef på TV2 Nyhederne i Odense.

Omvendt kan redaktionen være tilfreds med, at andre medier holder øje med, hvad vi laver på Avisen Danmark, og er klar til at hente medarbejdere herfra.

Nyt design

I øjeblikket samler redaktionens bestræbelser sig mod at blive klar til relanceringen af Avisen Danmark i påsken. Ud over nyhedsbrevet, hvor de første dummyer er i produktion, handler det om at blive klar med et nyt design. Det er især forside og bladhoved, der skal friskes op, så avisen kommer til at ligne netop en selvstændig avis og ikke et indstik.

Indholdet bliver fokuseret på de de fire emner politik, erhverv, meninger og kultur. Meninger bliver styrket af panelet "Meningsdannerne", som allerede er prøvekørt med blandt andre Allan Olsen, Lone Theils, Elisabeth Gjerulff og Henrik List.

Vi udstyrer Avisen Danmark med et nyt stofområde: nemlig tech, hvor ambitionen er at krydse den ny teknologis muligheder med de behov, vores brugere har. Tech rykker frem både på klima- og sundhedsområdet og i vores private hjem, hvor selv opvaskemaskiner har wifi-forbindelse. Videnskabsjournalist Emilie Bonde Aagaard forklarer, hvad der er brugbart, og hvad der er fjol og fis.

Fakta om Avisen Danmark
  • Avisen Danmark har eksisteret i fire år og er fra starten blevet taget godt imod af læserne. I fire tilfredshedsmålinger i træk angiver brugerne, at Avisen Danmark er den del af deres daglige avis, de er mest tilfredse med.
  • Avisen kommer ud sammen med de 14 titler under JFM og når på den måde ud til 641.00 læsere hver uge. Til sammenligning har Jyllands-Posten 374.000 ugentlige læsere.

Oven i det er udviklingen af en aktualitets-podcast, der skal udkomme to gange om ugen, i fuld gang. Forbilledet er DR's Genstart og Zetlands Helikopter, der giver brugerne en overflyvning af ugens vigtigste historier fortalt med lyd.

Og så et frikvarter

Og så bliver Avisen Danmark styrket med det, vi i udviklingsarbejdet har valgt at kalde "et frikvarter". Det er områder, der ligger langt fra den hårde journalistik, og som skal give lidt feel good-stemning midt i den undersøgende, forklarende og fortællende journalistik. Vi er allerede så småt i gang med søndagsavisen, hvor vi har inviteret ALT for damerne indenfor til et samarbejde om de store coverinterviews. Og fra 27. marts lægger vi op til weekenden med et ugentligt madopslag, hvor Morten Vilsbæk serverer gourmetmad fra discountforretningerne til under 200 kroner - selvfølgelig både på tekst og lyd.

Så planerne er store på Avisen Danmark - men det er oplaget selvfølgelig også. Hvis nogen spørger, så kommer vi stadig ud til dobbelt så mange læsere som Morgenavisen Jyllands-Posten.

Navnet

Avisen Danmark ændrer navn, så det ikke længere er en avis, der hedder Danmark, men platform med lyd og tekst, der hedder Avisen Danmark. Navnet kommer også til at fremgå af den ny printforside, der bliver lanceret 27. marts.

Digitalt

Avisens Danmarks digitale aftryk bliver ikke et rullende nyhedssite, men et dagligt nyhedsbrev. Målet er 20.000 brugere i 2025.

Podcast

Ud over to podcasts om ugeaktuelle historier indeholder den ugentlige podcast-produktion en mad-podcast, en tech-pod-cast, en politisk podcast og Erhvervsklubben.

Redaktion

Redaktionen er blevet opgraderet med ti journalister, der har betydet, at stofområderne erhverv, klima, energi, miljø, tech, landbrug og den undersøgende journalistik er blevet styrket.

Frikvarter

Avisen Danmark får et frikvarter, der består af et madopslag hver fredag med tilhørende podcast plus et samarbejde med ALT for damerne om det store coverinterview hver søndag.